ØV-OPLEVELSE: At møde psykisk syge på gaden i London!!

Til alle jer som har fuldtidsarbejde om natten... Respeeeekt

At arbejde fem gange om ugen fra kl. 17-01 og efterfølgende side i en bus i en time, så kl. bliver 2:30 før jeg når jeg ind af døren er SÅ udmattende.
Jeg håber SÅ meget at det er en vanesag og at jeg hurtigt kommer ind i rytmen! Det er det jo nok bare! Ellers er det super hyggeligt på arbejde, men meget stressende, da det er et super super populært sted for madglade. Det gode er at vi ALTID får mad på arbejde efter at vi har lukket. Så skænker kokkene os et KÆMPE fad med kød af en eller anden art og så er det bare *bon appetit* - no vegetables. Haha det kan godt blive et problemo for mig når der ikke er grønsager, overvejer lidt om jeg skal hapse nogle fra køkkenet, uden de ser det. Synes det er sådan lidt nederen og spørge.. "Do you have vegetables?" 

I går var der serveret dejlig makrel der har haft en dejlig lang tur på grillen:

Millie, Anais og Makrel

I går efter arbejde gav jeg alle mine tips (dvs. 20 kr.) til en hjemmeløs. Det var så de penge jeg ville have brug på dagens mad, men jeg fik bare så ondt af ham og tænkte at lige meget, hvor meget jeg knokler har jeg i det mindste tag over hovedet. Og han stod derude i kulden helt alene midt om natten og mit hjerte blev knust i 1000 stykker..


Apropos hjemmeløs, der skete også noget virkeligt ubehagligt her den anden dag:

Jeg var på vej ned til Canary Warfs tube i myldretid efter at have været i banken og en 50-agtigt-årige dame kom hen til mig i hjemmesko og en hættetrøje, med et hvidt armbånd rundt om håndleddet med hendes navn og nummer skrevet på. Denne her episode er meget tydelig i min hjerne, så i får alle sammen den helt præcise samtale!

Hun spurgte grædende: "I don't know how I got here can you please help me get home?" *Peger på sit armbånd* "Please help me. No one will help me, please miss!"

Jeg svarede forbavset: "But I don't know where you live, can you call somebody who might know?"

"I know how to get home I just need to busses, I know the way"

Mig: "I don't have any change on me sorry, but where do you live, let's call them!" 

Og så var hun borte med blæsten... Så snart jeg ikke havde nogen penge på mig, så var alt lige meget... Jeg er sikker på at den dame ikke løj da hun viste at hun kom fra en institution, der var ingen tvivl, hendes tøj og den måde hun så ud på afslørede det hele. Hendes ansigt haunter mig stadig, ved godt at jeg bare skal lægge episoden bag mig, men hendes totalt slidte og psykisk syge jeg, sidder limet fast til min hjerne.

Hvordan kom hun hjem?
Kom hun hjem?
Skulle jeg have gjort mere for at hjælpe hende? Insisteret på at ringe hjem?

Puha, den var ikke sjov.
Nåh, men det kan være at episoden bliver nemmere at lægge bag mig nu når jeg har "fortalt" den til jer.

- Nu er det tilbage til arbejde. Klokken er 17:30 og jeg har lige haft en pause fra arbejde i to timer. Jeg har en (hvad vi kalder) "double" i dag. Dvs. jeg møder kl. 11-16 og har to timers pause og kommer tilbage kl 18-01! Money in da bank. Seeessss back to work